Mad
Ukogt mad eller ikke nylavede retter som salater, pålæg, dressinger, upasteuriserede mælkeprodukter, skaldyr, buffetmad, rå grønsager, gadehandlermad eller frugt, man ikke selv har skrællet, bør undgås. Følg rådet: “cook it, boil it, peel it or forget it!”. Tilberedt mad skal være gennemkogt eller gennemstegt og bør spises umiddelbart efter, det er lavet. Undgå forurening fra overflader, køkkenredskaber, vand og insekter.
Vand
Hovedregelen er, at man ikke drikker det lokale vand fra hanen. Flaskevand med forseglet låg, helst med brus i, er det sikreste. Vand der bringes til kogning er også sikkert. Te og kaffe på kogende vand er sikkert. Kaffe fra en kaffemaskine er ofte ikke varmt nok. Isterninger frarådes, idet de oftest er lavet på lokalt vand. Upasteuriseret mælk skal koges, før det kan drikkes.
Svømning i fersk vand (søer, åer, floder, bække, vandløb) eller barfodet gang i rismarker og vandpytter i mange tropiske områder indebærer en risiko for smitte med schistosomiasis (sneglefeber).
Dehydrering
I varme og fugtige områder er det vigtig at vedligeholde en god væskebalance. Tørst er, især hos ældre og små børn, en dårlig indikator for et eventuelt væskeunderskud. Hovedregelen er, at man skal drikke rigeligt, således at urinen er lys. Undgå alkohol i dagtimerne. Ved høj temperatur, høj fugtighed og direkte sollys er risikoen for dehydrering størst.
Solen
Beskyttelse mod solens ultraviolette stråler er væsentlig for alle hudtyper, men især for dem med hvid hud. Medbring hat, solbriller (polaroid) og solfaktorpræparater (gerne faktor 15). Ophold dig i skyggen, når solen er kraftigst mellem 11:00 og 15:00. Hvis du er blevet forbrændt, så undgå direkte sollys i nogle dage, indtil rødmen er væk.
Myg
Beskyttelse mod myggestik er særlig vigtig i malariaområder. Dog må man huske, at mange sygdomme kan overføres med blodsugende insekter (malaria, japansk hjernebetændelse, dengue feber etc.). Der anbefales at tildække kroppen med løsthængende bomuldstøj (lange ærmer og ben), når man er i områder med notorisk mange myg. Dette gælder specielt efter, at det er begyndt at blive mørkt (malariamyggen stikker kun fra skumring til solopgang). Myggebalsam indeholdende DEET (N,N-diethyl-m-toluamid) i en koncentration på 20-50% påsmøres hver 3.-4. time dag og aften til voksne. Nogle myg stikker også om dagen (dengue feber myggen). Myggebalsam indeholdende DEET kan ikke købes i Danmark. Den myggebalsam, der kan købes i Danmark, er ofte ikke effektiv nok til forebyggelse af malaria og andre sygdomme. Dog er Autan (picardin) et nyt myggemiddel, der kan købes på apoteket. Alle undersøgelser viser, at det er lige så godt som DEET. Impregnerede myggenet bør man sove under hver nat. Disse kan blandt andet købes hos Spejder-Sport og flere andre steder i Danmark. Tøjet kan imprægneres med myggespray indeholdende permetrin, ligesom også soveværelset kan sprøjtes med denne før sengetid. Endelig er det vigtigt, at man tager sin malariamedicin som ordineret af lægen.
Vandreture
Man bør investere i gode vandrestøvler eller sko for at undgå vabler, sår og andre problemer fødderne kan løbe ind i under en vandretur. Man bør undgå at gå barfodet på sand, idet det kan resultere i infektion med sandfluer eller orme.
Sex
I mange turistområder er der høj risiko for HIV infektion og andre seksuelt overførte sygdomme (hepatitis B, gonoré, syfilis, chlamydia og ulcus molle). Undgå tilfældig sex og praktiser altid sikker sex, dvs. med kondom.
Ulykker
Trafikulykker, vold, drukneulykker, sportsskader m.m. optræder ofte helt uventede på rejser. Ulykker er årsag til ca. 25% af alle dødsfald blandt rejsende. Husk rejseforsikring, og undersøg, om forsikringen dækker din rejse og de aktiviteter, du skal deltage i. Dykning med flasker er ofte ikke dækket af almindelig rejseforsikringer. Vær forsigtig i trafikken, specielt hvis du kører på motorcykel. Brug din sunde fornuft.
Husk at alkohol reducerer både sanser og evnen til at bruge den sunde fornuft.
Højde
Ved flyrejse, trekking i bjergene og bjerbestigning bør man drikke rigeligt og undgå alkohol og kaffe (virker vanddrivende). Ved trekking eller bjergbestigning over 3000 m er der risiko for højdesyge, især ved for hurtig opstigning. Tommelfingerregel: Sovehøjden bør maksimalt øges med 3-500 m pr. døgn. Symptomerne på højdesyge er hovedpine, svimmelhed, træthed, kvalme, hoste m.m. Højdesyge behandles primært med nedstigning. Højdesyge kan ses allerede fra 2500 m.
Forsikring
Husk en relevant rejseforsikring. Læs policen, og undersøg, om du er dækket hele turen. (Det gule sygesikringskort dækker kun ferierejser i Europa og Middelhavslandene op til en måneds varighed). Hvis du har en kronisk sygdom, er du ikke dækket, hvis du har været indlagt eller fået ændret din medicin inden for de sidste måneder før afrejse. Dette gælder, hvis rejsen går uden for Europa. For rejser i Europa er det 2 måneder. Hvis du er i tvivl, så kontakt dit forsikringsselskab og få et forhåndstilsagn.
Rejseapotek og udstyr
Minimumsanbefaling:
Egen medicin (rigeligt og helst dobbelt så meget, som du skal bruge. Bør fordeles i både håndtaske og kuffert), paracetamol, solcreme med høj faktor (>15), stoppende middel (loperamid), klorhexidin sårrens, plastre, kondomer.
Ofte nødvendig:
Malariamedicin, myggenet, myggebalsam, p-piller, bandage, smertestillende til muskel/ledsmerter, antihistaminer til køresyge og allergi, saks og lommelygte.
Ofte nødvendigt til langtidsrejsende:
Antibiotika til selvbehandling af diarré, evt. malariatabletter til selvbehandling, antibiotika til hals- og lungebetændelse, antibiotika til blærebetændelse (piger), Brentan (miconazol) creme til svamp, Fucidin creme til inficerede sår, stærkere smertestillende, sprøjter og kanyler.